Giv dig tid til at lege med dine børn - det er en god investering

Mille leger i sneen

Børn lærer meget mere ved at lege, end vi lige går og tror. Leg i samspil med en anden eller andre fremmer barnets dannelse og forståelse af sig selv. Og så kan vi jo som forældre spørge os selv, hvilke børn ønsker vi at være med til at danne og sende ud i den store verden? Børn med selvværd og tro på sin egen kunnen? – det vil jeg da i den grad sige ja til, og derfor er det lige netop vigtigt at starte med legen. I legen bliver vi forældre samspilspartnere for vores børn. Vi bliver rollemodellerne, som barnet efterligner. De gør som vi gør. - Her kommer jeg til at tænke på et sjovt – men modsatrettet ordsprog, jeg engang hørte; ”gør som jeg siger, ikke som jeg gør”. Et ordspil som lige netop understreger, hvor vigtigt vores adfærd som forældre er, og at det er meget mere naturligt at efterligne andres adfærd, end at gøre som der bliver sagt. Når børn lærer sociale spilleregler og tilegner sig kompetencer til at begå sig blandt andre mennesker ved at kigge på os forældre, så hjælper det ikke noget at sige hvad vi ønsker de skal gøre, hvis ikke vi selv gør det. Hvordan vi har en samtale eller opfører os overfor andre, kan vi med tiden kommer til at tage for givet og som en selvfølge, det er noget vi har lært, og det er også noget vi skal huske, at vores børn ikke ved og har lært endnu… Og tænk sig engang... den bedste måde at lære det på er igennem leg! Hvor fedt er det ik’ lige?!

Børn er nemlig længere fremme udviklingsmæssigt i lege end dets aktuelle udviklingsniveau, og legen er derfor en perfekt platform for at styrke udviklingen af kompetencer, som barnet er i gang med at udvikle.

 

Hvad skal vi lege?

Gode råd til lege med stort potentiale for de smås udvikling i naturen:

Gå på opdagelse i naturen og giv dit barn mulighed for at stoppe op og undersøge. Brug kroppens sanser; kig, føl, lyt, duft… Anerkend hvad dit barn finder interessant. Det er enormt vigtigt for barnet, at vi forældre ”går med på den” og interesserer os for, hvad end de finder interessant. Børnenes nysgerrighed og lyst til at udforske er en grundlæggende egenskab, vi alle er født med, og den skal vi anerkende og stimulere, så vi ikke tager kreativiteten fra vores børn.

Leg i sneen - Louise triller en kugle af sne Leg i sneen - Amalie & Cecilie bygger en snehule af Louises kugler

 

Herhjemme har vi udnyttet den nyfaldne sne til at gå på opdagelse i naturen. Udflugten i haven går ud på, at min datter skal have lov til at undersøge sneen. Hvordan ser det ud, hvordan føles det, hvordan lyder det når man træder på det, og hvordan lugter eller smager det. Milles sanseapparat er på fuldt arbejde, og på eget initiativ undersøger hun sneen med alle sine sanser. Udover at hun selv opsøger sneen og dens kundskaber, så er forestillingsevnen hos hende i gang med at blive udviklet, og den kan vi jo lige så godt hjælpe på vej igennem legen. Et barns evne til at forstille sig noget, for eksempel i en rolleleg, er noget barnet lærer i en tidlig alder, og det kan vi hjælpe på vej. Et barn kan ikke forstille sig, at det er muligt at bygge en snemand ud af sne, bare ved at kigge på sneen, hvis barnet aldrig er blevet præsenteret for det. Når jeg går i haven og triller en snemand med Mille, er det altså lige netop gennem denne leg, at vi forældre bliver rollemodel for at lære vores børn at tænke kreativ, udforske, og løse de udfordringer, der kan opstå undervejs.

 

Tid og struktur

Det kan være en udfordring for mange børnefamilier at skulle få en dagligdag til at køre, når hjemmet pludselig bliver arbejdspladsen, pasningsordningen og fritidsarenaen. Derfor er det vigtigt at strukturere den tid, vi bruger sammen med vores børn. For mig kan der komme en udfordring med min samvittighed i forhold til, om hvorvidt jeg har været med til at skabe en god dag for min datter. Mine tanker er hurtigt på arbejde eller praktiske opgaver; hvad jeg skal nå eller hvad jeg mangler at gøre. Strukturer dagens gøremål; hvad skal vi i dag, og hvornår gør vi det. Når jeg sætter tid af til at lege med Mille, så oplever jeg også, at jeg kan være meget mere tilstede mentalt sammen med hende, for aktiviteten er på en eller anden måde placeret i en ramme af forudsigelighed, og jeg ved, at der er planlagt og afsat tid til andre gøremål på et andet tidspunkt. Når det så er sagt, så ved vi alle, at med børn skrider planerne engang imellem, og der er så mange faktorer, som kan ændre og påvirke dagens gang. Men hvis man har leget med sit barn og været mentalt til stede på et eller andet tidspunkt den dag, så synes jeg faktisk godt, at man som forældre må sige, at man gør det godt. For tænk lige hvor mange kompetencer du faktisk har været med til at udvikle hos dit barn igennem den leg!

 

Jeg ønsker jer alle en rigtig god leg 😊

Mia Boe

Cand. Mag. Psych.

----------------------------------------------------------------------------------------- 

Finde yderligere inspiration til leg her:

Fagbladet FOA - Kend de 6 legetyper: Sådan udvikler I børns leg