Jul i en tid med COVID-19

Det er den 23. december og du plejer at vide præcis hvad du skal og hvem du skal være sammen med.  Men i år er alting anderledes…

 BabyShopping.dk - Covid-19 og Jul

Vi står som samfund, som familie, som individ i en dilemmafyldt tid. Julen står for døren og det samme gør risikoen for Covid-19 virussen. Usikkerhed og spekulationer kan hurtigt tage fart; for hvordan skal det blive muligt at fejre denne traditionsbundne højtid, når vi nu ikke kan gøre det, på den måde vi plejer?

 

Dilemmaer om samvær

En global pandemi har sat begrænsning på samvær og nærvær det meste af året. Og nu kommer julen, og for mig er det netop samvær og nærvær, julen handler om. De fleste har nok siddet med puslespillet om, hvem skal vi være sammen med, eller hvem skal vi netop ikke være sammen med i år.

 

Det er over 9 måneder siden, at de første restriktioner blev meldt ud, og vi har alle sammen stået i flere situationer, hvor vi har skulle tænke og handle anderledes end vi plejer. Dels fordi vi gerne selv vil gøre en indsats for ikke at smitte eller blive smittet – og fordi vi er tvunget til at handle anderledes fordi vi møder restriktioner, så snart vi går udenfor vores hjem.

 

Jeg oplever at nogle mennesker er bange og har en stor respekt for virussen og nærmest isolerer sig, mens andre forsøger, med ekstra hygiejne og afstand, at opretholde en så normal tilværelse som muligt med samværsaftaler og legeaftaler. Vi håndterer og løser de forskellige situationer forskelligt; og vi ændrer nok også vores holdninger efterhånden som tiden går, eller når sygdommen kommer tættere på og vi kender nogen der har været det igennem.

Uanset hvad er man nødt til at finde sin egen vej i hvordan og hvor meget samvær man vil have, - og respektere andres holdninger.

 

Vi har brug for samvær

Som flokdyr er vi drevet af anerkendelse fra andre. Teorien om, at vi mennesker allerede tilbage i urtiden var en social art, vidner om at noget inden i os vil føle modstand mod det liv vi forsøger at føre i skyggen af de mange restriktioner. Vi har brug for kontakt med andre mennesker. Smitte-tallene i Danmark viser jo netop også, at vi ikke kan lade være med at omgås hinanden.

 

Lyt til din mavefornemmelse

Hvis der er én ting jeg har lært gennem tiden, så er det intuitionens- og mavefornemmelsens kraft i forbindelse med dilemmaer. Vi lader os let påvirke af andres kommentarer eller holdninger, og vi spørger måske endda selv andre til råds. Vi giver også gerne andre råd og vejledning til at træffe beslutninger. Men efter jeg er blevet mor og skal tage beslutninger på familiens vegne er jeg blevet mere bevidst om at min mavefornemmelse er den rigtige. Jeg har ind imellem tænkt tilbage og ønsket, at jeg havde holdt fast i den mavefornemmelse jeg havde i et givent dilemma.

 

Også selvom dit valg møder modstand

Der er dilemmaer i alle livets facetter, om det er jul, Covid-19 eller noget helt tredje. Vi søger ubevidst at træffe valg, der møder anerkendelse blandt andre – også selvom det måske endda strider imod, den mavefornemmelse vi har. Men husk at vi som forældre må stole på at vi kender vores barn bedst i forhold til de valg der skal træffes på familiens vegne. Det kan gøre ondt at sige fra til legeaftaler, kusine Fridas fødselsdag eller når ens bedste veninde fylder rundt, men hvis du gør det fordi det føles mest rigtig for jeres familie, vil du ikke fortryde det senere.

 

Min gode veninde skulle holde fødselsdagsfest for nylig og jeg havde for længe siden sat kryds i kalenderen, hun havde arrangeret det således at vi levede op til Sundhedsstyrelsens krav. Det var en weekend hvor Mille ikke var hjemme, så jeg var fri til at tage af sted. Jeg var dog ikke i tvivl om hvad min mavefornemmelse sagde, så jeg takkede pænt nej tak til at komme alligevel. En fest med 9 personer i festligt lag var simpelthen for stor en risiko, så vil jeg hellere være sikker på at kunne holde jul med mine bedsteforældre. Jeg var ærgerlig over ikke at deltage og jeg ville rigtig gerne have fejret min veninde. Jeg fortryder dog ikke at jeg har fulgt min mavefornemmelse, selvom det betød at jeg fik dårlig samvittighed over at melde fra aftalen. For jeg kan mærke, at det er med en følelse af rigtig god mavefornemmelse, at jeg nu kan fejre jul med gamle og sårbare familiemedlemmer.

 

Brug tiden på de vigtige personer i dit liv

I juledagene har mange mennesker ferie, og vi kender nok alle til en kalender som er booket op med arrangementer. Men ikke i år. For mig sætter det tankerne i gang om, hvem der er de vigtige relationer i mit liv? Hvem er den lille indercirkel af vigtige personer, som jeg gerne vil bruge min tid med?

 

Måske denne pandemi faktisk kan forstærke båndet med dine nærmeste, i lyset af at restriktionerne fordrer, at vi ses med en lille gruppe mennesker og ’helst de samme’.

 

Jeg ønsker alle en rigtig glædelig jul og god mavefornemmelse!

Mia Boe

Cand. Mag. Psych.

 

Læs her eller hent en kopi af Sundhedsstyrelsens rådgivning om jul i en tid med Covid-19

Sundhedsstyrelsens gode råd - Jul i en tid med COVID-19